Ring - 71 99 40 60 - vi sidder klar til at hjælpe ved telefonen
top 10 julesange til julefrokosten

Top 10 sjove danske julesange

Denne artikel giver dig de ultimativt sjoveste danske julesange for både store og små. Nogle af dem kender du mens andre er mindre kendte. Det er dog alle sammen nogle der kan bringe smilet frem hos enhver juleglad julefrokostgæst.

Det er sange der sørger for en masse grin og helt sikkert også en masse dans. Her kommer listen over top 10 sjove danske julesange der skal spilles af en DJ til din julefrokost

Top 10 julesange – Rap jul

De første 3 sange er sange med tydelige hiphop rytmer og smarte rim. Det er sange med vovet indhold men god humor. De indeholder alle sammen nogle af de tanker vi, i det skjulte, går og slås med i løber af den søde juletid. Selvom julen er en tid de fleste nyder, kan man sagtens gå rundt og tænke det værste om de ting der foregår omkring en, og nogle gange de mennesker man omgås. Det er ingen hemmelighed, at vi blot er mennesker og at julen kan være en fantastisk, men stressende tid.

1. Anders Matthesen – Jul på Vesterbro

Anders Matthesen, bedre kendt for nogle som ”Anden”, lavede denne sang i forbindelse med hans julekalender, også kaldet ”Jul På Vesterbro”, i samarbejde med blandt andre Thomas Hartmann. De fleste af julekalenderens hovedperson fra julekalenderen optræder i sangen der sammen med serien blev vist på DR2 første gang i 2003. DVD’en med julekalenderen modtog GULD for mere end 20.000 solgte eksemplarer, og i 2004 vandt den prisen som ”Årets Nyskabelse”.

Det er en sang der handler om, at den primære hovedperson, Stewart, er mildest talt, hammer træt af julen, og om alle de ting han selv synes er i vejen med hans liv. Stewart’s søn, Danny, synger om hans misbrug og hvor sjældent han i virkeligheden går i bad. Desuden skylder han ualmindelig mange penge væk til en rocker.

På dette nummer optræder også en karakter der hedder Arne Nougatgren, der er socialforvalter for Danny og som er en vaskeægte hippie. Han synes til gengæld, at alt ved julen er ganske fantastisk selvom han ikke tjener ret mange penge og at hans sweater er fyldt med størknet linsesuppe.

Det er en sang fyldt med humor, fede rim og en masse bandeord. Men ikke desto mindre, er det en sang der mindre os om, at selvom hele ens liv sejler og man synes det hele kan være lige meget, er det værd at fejre julen sammen med dem man holder af, for det er sammenværet med andre mennesker der er det hele værd. En sang der helt klart fortjener en plads på playlisten over de sjoveste julesange – KLIK HER OG LYT TIL – Jul På Vesterbro

1. Mc Einar – Jul Det’ Cool

Mc Einar var en dansk rap-gruppe der blev grundlagt tilbage i 1987 af to hiphop-DJ’s ved navn Nikolaj Peyk og DJ Jan Kabré. Peyk sørgede for at hans kammerat, Einar Enemark, blev inkluderet i gruppen, og senere blev også Jesper Vildmand og Ole Jensen faste medlemmer. Deres debutalbum udkom i 1988 og hed ”Den Nye Stil”. Dette fik Mc Einar ud af starthullerne og ud til et meget bredt publikum. Deres julesang ”Jul – Det’ Cool” udkom også i 1988 og fik gruppens navn på alles læber.

Sangen benytter en sampling af Bert Kaempfert and His Orchestra’s sang ”Sleigh Ride” fra 1963, og er efterhånden blevet en julesang der for de fleste er en evergreen. I perioden 2008-2012 var sangen den mest spillede julesang i radioen.

Denne sang er nok en af de julesange der på bedste og finurligste vis, beskriver den stress og irritation man nogle gange kan føle i december. Der bliver ikke lagt fingre imellem når Mc Einar rapper om al den julepynt der bliver hængt op i forretningerne flere måneder før julen banker på, og hvordan der er en million mennesker i Illum der alle sammen, på samme tid, skal købe gaver til deres nære og kære.

Men på trods af sangens egentlige tekst, er det en julesang der altid går rent ind. Det er smart skrevet sang med en del komplicerede rim, hvis man ikke lige rapper til daglig. Den kan ikke undgås når man lejer DJ til julefrokosten fra en MusikDJ’er – KLIK HER OG LYT TIL – Jul Det’ Cool

1. Monkey Business feat. L.O.C & Jokeren – Kære Julemain

Monkey Business, bestående af Adam Duvå Hall og Mads Vangsø, lavede i 2005 en sang sammen med L.O.C og Jokeren en julesang kaldet ”Kære Julemain”. Den handler om, hvordan fortælleren oplever julen. Han skal trækkes med sin svigerfamilie i flere dage, han har ikke flere penge på kontoen, hans kæreste bliver ved med, at spørge om han elsker hendes datter og ikke nok med det, så får han ikke den sex han mener han burde have.

Det er et dybt ulykkeligt og sørgeligt budskab om hvor hårdt det er at holde jul. Men det er også en bøn til kvinderne om, at selvom der er meget der skal nås op til jul, kan man sagtens finde tid til sin mand. Vi kender det alle sammen; vi har hammer travlt, vi er trætte, vi skal nå en milliard ting inden familien kommer til juleaften, men det er så enormt vigtigt, at huske på de mennesker der er nærmest og dem man kan komme til at snerre af.

Sangen i sig selv, er nok mest ment som en joke. Når man tænker på hvem der har skrevet den og sunget den, kan man næsten ikke forestille sig andet. Det er en sjov sang med fede hiphop beats og fede rim, som klart bør afspilles som en sjov julesang til jeres julefrokost – KLIK HER OG LYT TIL – Kære Julemain

Alle disse sange er nogle der helt sikkert fortjener en plads på listen: top 10 sjove danske julesange!

Spas, gak og løjer

De næste 3 sange er alle sammen nogle der er lavet af kunstnere vi ved laver sjov med det hele. Vi ved de har nogle underfundige, løjerlige og lystige tekster og at de som regel går lige til grænsen, men aldrig krydser den. Det er hygge og humor og det bliver udført med stort talent.

1. Shu-bi-dua – Himmelblå

Shu-bi-dua udkom med denne julesang i 1980. Den er en dybt satirisk og humørfyldt sang der udtrykker frustration over den forbrugsfest der foregik i Danmark i 1980’erne. Den er også et udtryk for den stærkt kommercialiserede jul der gør, at julen kommer til, at handle om materielle ting i stedet for glæden ved, at være sammen med de mennesker man holder af. Sangen indeholder nogle fede billedsprog og metaforer som gør, at man som lytter, kan se tingene så levende for sig, at det lige så godt kunne ske lige for øjnene af en.

I og med at denne sang indeholder et dybere budskab og et ønske om ændringer, er det en sang man skal lytte til og forstå. Det er en sang som man nemt kan synge med på, og som også på trods af sit budskab kan sprede hygge i de små hjem op til jul med den sjove tekst – KLIK HER OG LYT TIL – Himmelblå

1. Drengene fra Angora – Jul i Angora

Drengene Fra Angora var et dansk satire program der kørte over skærmen i 2004. De tre medlemmer, Simon Kvamm, Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard, lavede en masse sange som fik de fleste danskere til at grine såsom ”Har Jeg Bildæk?” og ”Gummi – Nej Tak”. Men de lavede altså også den her ”Jul i Angora” som blev det mest spillede danske julehit i 2007, og det kan næsten ikke komme bag på nogen. Det er en sang med en tekst der er til at huske, og en melodi som svinger derudaf. Med ekstra meget satire og humor er det et nummer der ikke er til at undvære til din julefrokost – KLIK HER OG LYT TIL – Jul i Angora

1. Gnags – En Julesang

Gnags lavede denne julesang tilbage i 1982 og forekommer på albummet ”Rytmehans”. Den handler om 2 små mus der faldt ned i en spand med mælk, hvor de ikke kunne komme op fra. De svømmer så meget rundt, efter at være blevet enige om ikke at drukne sig, at mælken til sidst bliver til smør. Det lykkes dem til sidst at komme op og give hinanden et ordentlig kram.

Sangen har i sig selv ikke noget vildt eller voldsomt budskab eller nogen reggae-inspireret melodi, men er en sød fortælling om, at holde fast i håbet og ikke lade modgang sætte en stopper for dine mål. En hyggelig og sød sang man kan synge med på med mobildiskotek til julefrokosten imellem alle de rytmiske indslag – KLIK HER OG LYT TIL – En Julesang

Kender du den?

De 2 næste sange på listen over de 10 sjoveste danske julesange er nogle af de mindre kendte. Det er sange som ikke har fået meget omtale, men som ikke desto mindre fortjener en plads på denne liste. De er begge to sange der har en fed lyd og et smil på læben.

1. Ellie Jokar – Shuff lige det sner

Ellie Jokar var frontkvinden i DR2’s satiriske program ”Det slører stadig” som havde til formål, at nedbryde nogle af de fordomme der er i det danske samfund omkring islam. Det var en serie som tog tykt pis på både islam og den danske kultur og gjorde det ligevægtigt. Men serien havde også til formål, at bygge bro og skabe forståelse på tværs af kulturer.

Efter serien sluttede gik der et par år og Ellie kom ud med sangen ”Shuff Lige Det Sner” op til jul i 2013 i forbindelse med deres forestilling på Bremen Teater ”Danmarks Første Etniske Juleshow” hvor nogle af karaktererne fra ”Det Slører Stadig” også optræder.

Det er en julesang der tager røven på folk, og som indeholder både danske og anden-etniske musiktoner, og det samme gør musikvideoen. Den er fyldt med humor og man kan kun smile af den. De fantastisk opfindsomme rim udført af Ellie passer så godt til musikken og det omkvæd Ajla, også fra ”Det Slører Stadig”, så smukt udfører. Imminent humor – KLIK HER OG LYT TIL – Shuff lige det sner

1. D.A.D – Sad Sad Christmas

D.A.D er mest kendt for deres øredøvende rockmusik der brager ud af højttalerne, så det kan mærkes i brystet, til enhver koncert. Men tro det eller ej, de har lavet en julesang. Den er ganske vist tilbage fra albummet ”D.A.D Special” som blev udgivet i december 1989, men ikke desto mindre er det en fantastisk en af slagsen.

Sangen synges af to fortællere, en far og en søn. Faren synger til sin søn, at han er ked af at de ikke kan få en rigtig jul fordi moderen er smuttet med bilen, kreditkortet og alle deres andre værdier. Nu kan de ikke få hverken juletræ, julemiddag eller gaver. Sønnen forsøger, at trøste sin far og siger, at det er lige meget at moderen er skredet, for han elsker alligevel sin far over alt på jorden og lige meget hvad så har de hinanden.

Sønnens forsøg på, at opmuntre sin far bliver mødt af endnu flere triste forhold omkring den forestående jul men det lykkedes dog til sidste, at få faren til at indse, at alt ikke er helt så skidt endda. De ender med at spise en burgermiddag og se juleshow i TV.

Det er en sang med humor men også en sang med et sundt budskab. Bandet forsøger, at huske folk på, at selvom alt kan se dystert og uoverskueligt ud, så bør man sætte pris på de mennesker man har omkring sig, og huske på, at der ikke er noget så galt, at det ikke er godt for noget. En god sang med gammeldags lyd og et humørfyldt budskab – KLIK HER OG LYT TIL – Sad Sad Christmas

2 sange der er rigtig fede, at have på listen: Top 10 sjove danske julesange.

For de mindste

De sidste to sange er mest for DJ til børnefesten for de mindste til jeres julefrokost eller julefest hvor de mindste også er inviteret. Det er sange som de fleste af os stadig kan huske og som har været en del af julen i mange år. De er nemme, at synge med på og er fjollede på den fede måde, så selv de mindste kan grine med.

1. Pyrus – Gi’ Mig Slik

”Gi’ Mig Slik” er også en julekalender sang der stammer fra ”Alletiders Jul” som første gang blev sendt på TV2 i 1994 og genudsendt 10 år senere. Julekalenderen handler om nissen Pyrus der havner i Danmarks Rigsarkiv i København (book DJ i København). Sammen med nissepigen Kandis og den gamle arkivnisse Gyldengrød tager de på opdagelse i alle de gamle bøger og pergamenter der står i arkivet.

Som oftest får Pyrus lavet ballade enten ved, at lave om på historien i bøgerne eller ved, at stjæle Gyldengrøds tryllebog og trylle en karakter ud af bøgerne. Nogle gange komme de hele ud, andre gange mangler de hukommelsen. Så er det op til Kandis og Gyldengrød at sætte orden i sagerne igen.

Sangen ”Gi’ Mig Slik” handler om, ja, slik. Pyrus er en nisse der elsker rockmusik, slik og selvfølgelig risengrød, og stod det til ham ville han aldrig spise andet. Han hader at gå i bad og at spise grøntsager. Så derfor handler denne sang naturligvis om slik og alle de forskellige former for slik man kan få. Han vil bare gerne have det hele.

Det er en rigtig sjov og hyggelig sang som de fleste børn vil synes om. Man kan synge med på den, danse til den eller bare have den spillende i baggrunden. Hvis ungerne er med til julefesten eller julefrokosten er denne sang uundværlig – KLIK HER OG LYT TIL – Gi’ Mig Slik

1. Bamses Julerejse – Vi Er På Vej Til Dig, Julemand

Gode gamle Bamse. Ham vi alle sammen kender som den fjollede, lidt dumme men elskelige bjørn der altid kommer i problemer sammen med sin tro følgesvend Kylling og denne gang også Ælling. Denne gang er de taget mod Nordpolen. De så nemlig Julemanden i sin slæde flyve over himlen med Rudolf som lederen af rensdyrene. Det er i sig selv et stort øjeblik, men sagen er den, at Julemanden taber en hel masse ting ud af sin slæde når han flyver over himlen.

Han taber blandt andet sit gavepapir, gavebånd og sin pose med til-og-fra kort. Bamse, Kylling og Ælling bliver enige om, at julen på ingen måde kan gennemføres hvis ikke Julemanden får sine ting tilbage. Undervejs mod Nordpolen møder de tre venner Julemanden søn som uden omsvøb erklærer, at julen er den værste tid på året og at den for alt i verden skal stoppes. Nu sætter det store kapløb ind om hvem der kommer først frem til Nordpolen og dermed også Julemanden.

Sangen handler i bund og grund om, at Bamse, Kylling og Ælling må skynde sig mod Nordpolen og give julemanden sine ting tilbage så det kan blive rigtig jul. Den handler dog også om hvor langt der i virkeligheden er til Nordpolen og hvor mange skridt man skal tage. Det er en hyggelig sang og en de små nemt kan synge med på. Bamse er som altid elskelig og Kylling og Ælling er fulde af fis og ballade – KLIK HER OG LYT TIL – Vi Er På Vej Til Dig, Julemand

Disse top 10 sjove danske julesange præsenteret i denne artikel er alle sammen nogen der er et must til enhver julefrokost eller julefest. De er sjove, hyggelige og nemme at synge med på. Jeg håber jeg har givet jer grobund for en rigtig god jul.

Glædelig jul!

/Emilie Folkmann – MusikDJ



Kontakt info

info@musikdj.dk
71 99 40 60
MusikDJ.dk
Birkedommervej 27
2400 København NV
Cvr: 36723785 - Musikdj aps
×

Ring til os

Menu

Skriv til os

Kontakt

* Vi svarer tilbage inden 24 timer